Om karate

Karates historie

Karate er en japansk kampsport med oprindelse i det gamle Kina. For ca. 1500 år siden rejste den indiske munk Bodhidharma til Shaolin Templet i Kina. Hér opdagede han hurtigt, at de fastboende munke var i meget dårlig fysisk form. Derfor udviklede han nogle særlige øvelser, hvori der indgik bevægelser fra vilde dyr. Med tiden kom Shaolin-munkene i så god fysisk form, at de blev berømte for deres styrke, mod og kampevner.

Bodhidharmas øvelser og kampsystem blev siden eksporteret til den japanske ø Okinawa. Dengang havde Okinawas indbyggere forbud mod at bære våben. For at beskytte sig mod røvere og ransmænd, udviklede de øvelserne til et uovertruffent selvforsvarssystem uden våben. Sådan blev karaten til.

På japansk kan karate både oversættes til ”kunsten fra Kina” og til ”tom hånd”.

Shotokan Karate

Der findes mange forskellige stilarter indenfor karate. I Odense Karate-do Ichiro træner vi JKA Shotokan karate. Denne stilart er den mest oprindelige karateform, og udgør ca. 80 % af karate på verdensplan. Shotokan-karate er også den form for karate, der kom først til Danmark i 1960’erne med Bura Sensei (som er 8. dan og den højest graduerede karateudøver i Danmark!)

Odense Sportscentrum | Thorslundsvej 2B, 5000 Odense C.  | Tlf.: 66118898 | info@odensesportscentrum.dk