Hvert år uddeler vi Årets Afdeling og Årets Ildsjæl ved OSPC’s generalforsamling.
Med Årets afdeling ønsker vi at sætte fokus på en afdeling der har gjort en særlig indsats i det forgangne år. Vi ønsker at hædre en afdeling, der gør en ekstra indsats for nye og nuværende medlemmer. Du kan læse mere om prisen Årets Afdeling her
Bokseklubben Sparta er Årets Afdeling 2022
I år gik prisen som Årets Afdeling til Bokseklubben Sparta. Til stede ved generalforsamlingen for at modtage prisen var medlemmet Ditte, som også skrev den flotte indstilling til bestyrelsen.
Bokseklubben Sparta Odense modtager prisen for deres sammenhold, sociale liv og gennemførte rummelighed. Stort tillykke og tak til hele SPARTA for jeres energi, engagement og sammenhold!
Bestyrelsen i OSPC var slet ikke i tvivl, da vi modtog Dittes indstilling, som du kan læse et uddrag af her;
“Klubben nomineres fordi det er en klub der er med til at gøre en forskel for både ens bevægelsesglæde og sociale liv.
SPARTA er meget mere end et sted hvor man kommer for at træne og det er meget mere end en bokseklub – Sparta bliver hurtigt en del af ens ”familie”.
Det er en klub med kæmpe engagement både i og udenfor klubbens lokaler. De frivillige i klubben er med til at gøre en kæmpe forskel for klubbens medlemmer og derfor fortjener de at vinde prisen som Årets afdeling. Hver mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og lørdag står klubbens dygtige trænere klar til at tage imod medlemmer. De fleste idrætsforeninger har under corona været under pres, men også her har SPARTA hold hovedet højt og afholdt træningerne, så vidt restriktionernes omfang gav lov – også selvom det betød træning i minusgrader udendørs i januar måned.
Gensidig respekt, tolerance og rummelighed er nogle af de værdier der kan være med til at beskrive afdelingen. et er en klub der rummer alle – store som så, gamle som unge, tykke som tynde – Uanset hvem du er, så er der en plads til dig i SPARTA – vi har sågar et enkelt medlem i kørestol. For lidt tid siden var der nogle idrætsstuderende fra universitetet ude for at observere vores træning, da de havde valgt at skrive bachelor om Sparta og hvordan vi specifikt håndterer køn, andre kulturer og handicaps. Nogle af de citater der endte i opgaven var ”Sparta er en omfavnende klub med et mangfoldigt menneskesyn” og ”Noget tyder på at selvom der findes en række kulturelle normer i samfundet, så spiller det ikke en rolle i det sociale hierarki i Sparta” – Når ”fremmed” mennesker også kan se det, som vi selv synes vi rummer, SÅ må der være noget om snakken. I Sparta er der ikke nogen der er ”bedre” end andre – heller ikke selvom du har været i sporten i 20 år. På grund af hele den stemning SPARTA indbyder til, betyder det også at klubben tit får “besøg” af tidligere medlemmer, der af diverse årsager ikke kan være medlem længere, for lige at se hvordan det går.
Vi bestræber os på altid at være synlige – Dette gælder både på vores sociale medier (Facebook og instagram) hvor vi deler en masse content omkring vores træning og netop hvorfor vores medlemmer træner i vores afdeling. Men også når vi deltager i arrangementer som f.eks. Ladies mud race, diplomstævner, Fight night, DHL eller noget helt andet er vi altid iklædt trøjer hvorpå der fremgår at vi kommer fra bokseklubben Sparta. Dette er ikke kun noget vi gør for reklamens skyld, men også fordi vi er stolte over den klub vi kommer fra og al det arbejde der bliver lagt bag den – både fra trænerne men lige så meget fra medlemmerne, for uden dem ville der ingen klub være.”